Sol over indre by og historien om en mavepine

Det tredje bind i billedbogsserien Sol over indre by er fyldt med varme og humor – og det trange bybillede er på illustrationsiden frodigt og eventyrligt.

Et selvstændigt, egenrådigt og viljestærkt barn. Hvem vil ikke gerne have det? Det ønsker de fleste sig jo nok. Men hvad man ikke altid tænker over er, at en stålsat og viljefast karakter, der kan få én langt i livet, er en muskel der skal trænes. Inden den bliver trænet, kommer den ofte til udtryk på mindre konstruktive måder, fx i form af modvillighed, egoisme og ugidelighed.

Se bare på Sol, der bor med sin mor i indre by. I dette tredje bind i serien, Sol over indre by og historien om en mavepine, er der ’arbejdslørdag’. Der skal fejes, males, smides ud og meget andet. Sol gider intet af det, og hele bogen handler ret beset om, hvordan den snarrådige Sol forsøger at undgå enhver form for arbejde og i stedet spinde en masse løgne og luskerier for at snyde sig til slik, sodavand, fest og kage.

”Sol ligner en, der har slugt en flue. For hun har det med al slags arbejde, som hun har det med at få klippet negle. Og sengetider. Og ost. Hun er helst fri.
”Jeg synes pludselig, jeg får lidt ondt i maven,” pruster Sol. ”Måske er det bedst, hvis jeg bliver hjemme.”

Isoleret set er mange af Sols handlinger ganske narcissistiske og ucharmerende, men lur mig om ikke mange forældre vil kunne genkende dele af hendes adfærd i deres egne børn. Sol er ret autentisk portrætteret ift. hvordan mange børn faktisk gebærder sig, når man pakker et romantiseret glansbillede væk. Og hey, sådan er børn! De holder deres egne behov og interesser i hævd, og arbejder sig væk fra kedelige forpligtelser. Selvfølgelig – og forhåbentlig – indtil de får en klarere idé om medansvar, fællesskab, hensyntagen og sociale spilleregler.

Sol er på mange måder ligesom Pippi

Pippi Langstrømpe vil nok altid være det definitive billede på barnet, der ikke gør noget af det, de voksne forventer, og alt det, barnet lyster. Og så har hun antiteserne Tommy og Anika med sig, som de veldresserede børn, der opfører sig som de voksne gerne vil have det.

Sol er på mange måder ligesom Pippi, og Sol deler tilmed gård med søskendeparret Bror og Søs, der hjælper til med gårdarbejdet og maler stakit – det har de voksne jo bedt dem om. Sol forsøger, med delvis succes, at lokke det pligtskyldige søskendepar med på hendes skarnsstreger, men hun ender med at bygge et for vakkelvornt korthus af opspind og røverhistorier, der til sidst vælter.

Hun bliver lagt i seng med mavepine. Måske er det pga. alt det slik, “eller også er det på grund af noget andet?”, som der står. Måske en nagende dårlig samvittighed over, at hun gjorde alt for egen vinding og ikke bidrog med en eneste ting. Vi fornemmer, at selvstændighedsmusklen er blevet trænet. Hun er blevet lidt klogere. Slutteligt får hun rettet op på det – med egenrådigheden intakt – ved at male en farverig regnbue og en stor sol på stakittet (som hun kastede op ud over, og som i øvrigt var dødkedeligt hvidmalet!). Fin krølle på halen.

Med billedbogserien om Sol, har Sophie Souid skrevet en hyldest til uperfekte børn – eller måske rettere: ægte børn. Sådan som børn virkelig er. Og hun gør det med stor varme og humor, som man er blevet vant til fra hende. Og så passer Emilia Rubæks illustrationer fremragende til historien. Hun formår virkelig at ramme en storby-charme, hvor der både er blomster, træer og fugle, og graffiti på husmurene, ukrudt mellem fliserne og tagrygge med teglsten, små skorstene og skæve antenner. Og hvor er det skønt at se, hvordan det trange bybillede bliver fremstillet frodigt og eventyrligt for børn.

Emilia Rubæks farvelægning og sans for detaljer er ganske enkelt bare en fryd for øjet. Der er masser at tale om med de mindre lyttere ud fra historien, og mange børn vil med sikkerhed synes, at Sol er en skøn hovedperson, og at hendes mange påfund – om end tvivlsomme til tider – er sjove og genkendelige.